For at løse problemerne med de magnetiske komponenter og terminaler i de traditionelle multiple synkrone ensrettere anvendes integreret magnetisk teknologi i denne topologi. Topologierne for flere magnetiske strømensrettere sammenlignes. Til sidst gives de eksperimentelle modeller og eksperimentelle bølgeformer for 1V og 20W dc/dc konvertere.
I DC/DC-konverteren er dobbeltstrøm-ensrettertopologien på grund af dens egne karakteristika blevet den optimale udgangsensrettertopologi. Sammenlignet med den traditionelle mid-tap ensrettertopologi har dens transformatorside kun ét sæt viklinger og en relativt enkel struktur. Samtidig er antallet af omdrejninger af CDR-sideviklingen også mindre. I tilfælde af høj strøm reduceres tabet af sekundærviklingen. Udgangen har to filterinduktorer, og kun halvdelen af belastningsstrømmen går gennem hver induktorstrøm, så udgangsfilterspolen har et lille effekttab, fordi der er to filterinduktorer, og konverterens udgangsstrøm/spændingsudsving er relativt lille . Men det kræver tre magnetiske elementer, hvilket uundgåeligt fører til en stigning i volumen og derved reducere effekttætheden. Samtidig er der mange ledningsterminaler. Når strømmen er stor, skal strømtabet på terminalerne være relativt stort. For at overvinde disse mangler anvendes integreret magnetisk teknologi i CDR-topologien. Den såkaldte magnetiske integration er en konverter, hvori to eller flere uafhængige magnetiske komponenter (transformatorer, input/output filterinduktorer) er i den magnetiske kerne for at reducere volumen og øge effekttætheden og reducere terminalerne.
Tid-strøm synkron ensretter topologi er blevet meget brugt i høj-strøm konvertere, men der er store defekter i strukturen af traditionelle magnetiske komponenter. For at overvinde disse mangler er magnetisk integrationsteknologi blevet brugt i denne topologi. Det blev anvendt. Denne artikel sammenligner og sammenligner flerstrøms ensretterstrukturerne og giver de tilsvarende eksperimentelle kredsløbsmodeller. Under tung belastning kan energien, der er lagret i transformatorens primære lækageinduktans, bruges til at realisere selvkørslen af den sekundære synkrone ensretter